Dina El Kaisy Friemuth og Sóley Ragnarsdóttir på Overgaden.

Et nyt hårdt tryk på kritikken og æstetikken

Anmeldelse.
Af Emil Valdemar Meyer.
03.12.2021.

Lige nu er der to soloudstillinger på Overgaden, og de kunne næsten ikke være mere forskellige. Dina El Kaisy Friemuth udstiller en tung kritik af institutionen centeret om en video og et gulvtæppe i et mørkt og dystert rum, mens Sóley Ragnarsdóttir er overdrevet æstetisk, lys og fyldt med mønstre på servietter, tapeter, malerier og skulpturer. De er begge unge og det er deres første udstilling på en institution, men de kan noget, og deres forskellige udtryk, virker som et sundhedstegn, måske for samtidskunst, men helt klart for Overgaden.

Dina El Kaisy Friemuth: No History At All og Sóley Ragnarsdóttir: Organizing Principles – O-Overgaden – institut for samtidskunst - 6. november – 31 december 2021

I stuen spøger den oldegyptiske dronning Nefertitis forhistorie, ikke som person, men som buste, taget fra hjemlandet Egypten, og placeret direkte på et vestligt museum. På første sal dekorerer farvede mønstre og øjne alt, nærmest uden grænser i en overdrevet overflod af overflade. Det er, hvad du møder på Overgadens to soloudstillinger, som mildt sagt nærmest ikke kunne være mere forskellige.

Dina El Kaisy Friemuths No History at all er en video, et gulvtæppe, og plakater i et mørkt og dystert rum. Emnet er kritik af kolonialismen, specifikt tilbageleveringen af genstande. Udgangspunktet er Friemuths egen historie som halv egypter, og kritikken er rettet mod Neues Museum i Berlin og deres store egyptiske samling. Sóley Ragnarsdóttirs Organizing Principles er fyldt med mønstre, oftest med øjne, på servietter, tapeter, malerier, skulpturer og vifter. Måske er der nogle savn i begge udstillinger, men mest alt stråler deres potentiale frem med Overgaden som en solid base.

Dina El Kaisy Friemuth, Overgaden. Foto: Anders Sune Berg.

Indestængt vrede
I stueetagen huserer Dina El Kaisy Friemuths No History at all, Friemuth, der i medierne nok mest er kendt som den vrede non-binære feminist, både fra dr-serien Oprør på Akademiet og andre artikler. Men her er det maksimalt den indestængte vrede jeg mærker. Stemningen er mere sørgmodig, særligt fra videoens lyd.

Så snart man har skubbet udstillingens scenetæppe til side, bliver man draget mod videoværket House of Ka, der er placeret bagerst i rummet med gulvtæppet, som deler udstillingens titel, No History At All liggende foran. Du tager derfor plads på gulvtæppet, med skoene af, for at kunne se videoen tæt nok på.

Føl med mig og forstå mig
Videoen viser Friemuth, deres mor og søstre siddende på et tæppe, præcis som du gør, når du ser værket. Først ser du moren, der tidligere har været egyptisk guide, fortælle, men det er kun hendes læber der bevæger sig, og i stedet dominerer dyster musik i baggrunden. Men så kommer hendes stemme frem. Hun fortæller om den egyptiske mumificeringsproces; om hvordan de trækkede hjernen ud ved at brække næsen, og om den mytologiske Ka, sjælen på oldegyptisk, der i morens fortælling også er navnet på slangen i Junglebogen. Klippet skifter og nu går moren, Friemuth og en søster op ad trappen på Neues Museum i Berlin, deres skridts tyngde forstærkes med lyden. De går blandt egyptiske genstande på museet, stemningen er tung, musikken er dyster, og videoen skifter til at vise close-ups af de tre mennesker og genstandene.

Der er en parallel mellem den ret korte video, hvor Friemuth, søstrene og moren sidder på et persisk gulvtæppe og dig som beskuer på gulvtæppet, værket No History At All, men gulvtæppet er ikke det samme som i videoen. Det er rødt med en grøn og rød oval i midten, og prydet med en række dyr: en skarabæ, en flue, en kat, og citater på engelsk: ”They just stole it”, ”Ka like the snake from Jungle Book” står der og ord som ”Silencing” og ”Ghosting”. Vi er bogstaveligt talt ikke det samme sted som Friemuth, når vi ser på værket. Når man spankulerer rundt og ser på tæppet, i kombination med videoens lyd, så trænger sørgmodigheden sig på. Det er et effektivt og intelligent greb; du føler med værket.

Dina El Kaisy Friemuth, Overgaden. Foto: Anders Sune Berg.

Kontraster i stemningen
Selvom videoen og gulvtæppet er mest dragende, så er der andre værker. Faktisk starter udstillingen allerede ude på gaden, med et banner og ordene: SOME IDEAS HAVE TO DIE, skrevet sort på hvidt. Ser man udstillingen eller blot kender en smule til Friemuth, så er racisme klart højt på dødslisten, men det er alligevel ikke så tydeligt. Ordene fremstår mere som en appel til omtanke, som et bindeled mellem værkerne indenfor og Friemuths aktivisme udenfor.

Men bag scenetæppet er der også en lille sluse, før man nærmer sig videoen og gulvtæppet. Her har værkerne en anden stemning. Der er lidt en stemning, som i gangen før man går ind i selve biografen, som reklamerer for andre film. Den største af disse er den alvorlige, og lidt sjove, tegneserie, Some ideas have to die. Med stor skrift står der: ”This is a CRIME SCENE”, placeret over et billede fra et overvågningskamera fra Neues Museum, og over en egyptisk dronningestatue der skriger på frisk luft. Signalet er stærkt. Genstandene er stjålet, brutalt, i en magtdemonstration, men der står også ”Clearance Sale”, mere jokende. Den lidt mere henslængte ironiserende stemning i slusen står i kontrast til det sørgmodige i videoen. Man ser værkerne før videoen og gulvtæppet, men kontrasten bliver først tydelig, når man skal samme vej ud. Og det er lidt ærgerligt, for det forvirrer det ellers så fine udtryk i videoværket og gulvtæppet.

Øjne, Øjne, Øjne, Øjne
Og nu til noget helt andet. For oppe på første sal i fuldt lys stirrer noget direkte på mig. Der er øjne overalt. Det er ikke fra mennesker, men bare øjne, ikke døde runde øjne, men levende øjne i oval form med spidse ender. I Sóley Ragnarsdóttirs Organizing Principle er hendes servietter, tapeter, malerier og skulpturer fyldt med dem. Fra introteksten render du ind i hendes blomstrede tapet med, ja, flere øjne også til højre, i udstillingens store værk, installationen Havet som billedfabel. Værket viser øjne i hele rummet hængende ned fra loftet flere steder i forskellige øjenåbninger. Det er bogstavelig talt det mest øjenåbnende kunstværk, jeg har set.

Sóley Ragnarsdóttir: Organizing Principles, Overgaden 2021. Foto: Anders Sune Berg.

De forskellige tilstande af et øje fra lukket, til sammenknebet, til helt åben, skaber et ubehag. Øjnene bevæger sig ikke, de er lavet af epoxy, flamingo, glasfiber og polyester, men som symbol er det nok. Der opstår en følelse af at blive overvåget. Det kunne være en form for kommentar til overvågningskapitalismen, hvor vi konstant skal være opmærksomme, men det er meget mere simpelt end det. Ligesom filosoffen Jean-Paul Sartre skrev om blikket, så er ideen om andres menneskers øjne nok til at styre din adfærd. Men værket viser, at symbolet på blikket, øjet, er mindst lige så kraftigt. Det er en ret smuk og poetisk erkendelse.

Organisering på mindst et plan
Øjnene styrer måske din adfærd, men Ragnarsdóttir mener også organisering mere abstrakt. Hun er nemlig inspireret af Art and Craft bevægelsen fra slut 1800-tallet, som der nævnes i introteksten, og her er brugskunst, det skønne og mønstre i højeste sæde. Det ser man tydeligt i den anden side af udstillingen med servietværker, der alle hedder Napkins at the end of my world. Servietterne er overdrevet pyntet med mønstre, udklip, palietter og selvfølgelig øjne. En er fyldt med gule prikker, med de samme øjne og udklippede julemænd og fodboldspillere. En anden er præget af røde prikker med muslinger og små sten oven på, måske rav. Det er lige på grænsen mellem det vulgært pyntede og nuttede.

Sóley Ragnarsdóttir: Organizing Principles, Overgaden 2021. Foto: Anders Sune Berg.

Længere inde tager tapeterne til, der er både rose-øjne tapetet og et mørkt lilla tapet med striber. Tapeterne står ikke alene, på rose-øjne tapetet er der flere servietter, mens der på det mørklilla er et maleri. Der er flere malerier i udstillingen, men dette værk stikker ud ved at være i to dele. Værket er Uden titel, hvilket alle malerierne og tapeterne er. Det består af nogle stikkende hvide spidser på en rød baggrund, midt i det hvide ser man striber i en grå nuance blandet med gule aflange former og selvfølgelig øjne. Det er et værk som dette, hvor mønstre og øjne som de to organiserende principper, lig udstillingens titel, møder hinanden. Nogle gange bliver det mønstrende system for overfladisk, som om det blot er mønstre og øjne, men lige så ofte fungerer det lille ubehag, som øjne fremprovokerer symbiotisk med de overdrevne dekorationer.

Sóley Ragnarsdóttir: Organizing Principles, Overgaden 2021. Foto: Anders Sune Berg.

Stort potentiale
Det er, som sagt, vidt forskellige udstillinger: Dina El Kaisy Friemuth viser en tung kritik af museet i mørke dystre omgivelser med masser af dybde med komplicerede problemstillinger. Mens Sóley Ragnarsdóttirs laver lyse, ekstremt æstetiske værker, hvor overfladen er centrum for hele oplevelsen. Der er dog et samlepunkt for de to udstillinger; kunstnerne er unge, Friemuth er fra 1988 og Ragnarsdóttir er fra 1991, og man mærker virkeligt et potentiale. Det er deres første institutionelle soloudstilling, og på trods af få floskler, så virker de nærmest stilrene.

Jeg var forventningsfuld, før jeg så de to udstillinger. De er tredje og fjerde udstilling i Overgaden INTRO, som er Overgadens program, med Open Call, for unge nyuddannede kunstnere. Den første og anden var Kim Richard Adler Mejldahls Liljegrotten, og Iselin Forslund Toubros Riding Towards Emptiness i 2020 og lidt ind i 2021. Det var igen forskellige udstillinger, men de var også stilrene og osede af potentiale. Og jeg er langt fra skuffet med Friemuths og Ragnarsdóttirs udstillinger. Med INTRO programmet har Overgaden formået at skabe et rum, hvor unge kunstnerne kan udfolde sig, og det er en imponerende bedrift, særligt anden gang i træk.

Forventningerne til femte og sjette udstillinger i INTRO næste november 2022 må efterhånden være ret høje. Det eneste der går over min fatteevne er, at det absolut skal være et krav at have en billedkunstnerisk videregående uddannelse. Kunstnere som Asger Jorn og Per Kirkeby havde for eksempel ikke det. Det virker på mange måder som en spøjs elitær begrænsning. Selvfølgelig er kunstakademierne ikke lige så rigide som dengang, men hvad nu hvis en kunstner med samme potentiale som Jorn og Kirkeby ansøgte, burde de så blive afvist på grund af manglende uddannelse? Det skal dog ikke fjerne fokus fra, at Dina El Kaisy Friemuth og Sóley Ragnarsdóttir er to talentfulde kunstnere, der er klar til at tæmme samtidskunsten i deres egen retning.

Billede øverst: Sóley Ragnarsdóttir, Overgaden 2021. Photo: Anders Sune Berg.

Dina El Kaisy Friemuth: No History At All og Sóley Ragnarsdóttir: Organizing Principles – O-Overgaden – institut for samtidskunst - 6. november – 31 december 2021