3daysofdesign 2025

3daysofdesign 2025

5 nedslag fra årets program. 

3daysofdesign
Af Lærke Kopp Hansen
26.06.2025

Københavns gader summede af liv og kreativitet under 3daysofdesign, der fandt sted fra onsdag til fredag i sidste uge. 3daysofdesign vokser år for år, og man skal ikke gå mange skridt, før man spotter endnu en 3daysofdesign-ballon. Her på redaktionen har vi været rundt alle tre dage til alt fra morgenarrangementer med croissanter og kaffe til champagne og DJ i de sene aftentimer. Her er fem nedslag fra tre intense og inspirerende dage.

DAC åbnede for ny udstilling
Et af ugens absolutte højdepunkter var besøget på DAC (Dansk Arkitektur Center), hvor vi deltog i åbningen af udstillingen Meet Me Here. Eventet blev skudt i gang med en velkomsttale ved DAC’s direktør samt de to arkitekter og designere bag Spacon, der har skabt udstillingen. Her introducerede de den meget samfundsrelevante udstilling, som via installationer bruger teknologi, tid og rum til at forbinde mennesker. 


Foto: Rasmus Hjortshoj. DAC. Meet Me Here.

Udstillingen 'Meet Me Here' er en levende installation i trappegalleriet, som undersøger tilstedeværelse, bevægelse og forbindelsen mellem mennesker. Her lægges der op til refleksion over, hvordan vi sætter spor gennem vores fysiske tilstedeværelse. Udstillingen viser, hvordan rum og relationer konstant formes i mødet mellem krop, materiale og omgivelser. Efter udstillingen kunne man nyde en kold drink til en udendørs koncert med det spirende band Søn, hvilket var en stemningsfuld afslutning på en oplevelsesrig dag.

Guidet tour i Fredericia Showroom
Vi lagde også vejen forbi Fredericia Showroom i Løvstræde, hvor chefdesigner Maria Bruun og ejer Thomas Graversen tog os med på en guidet tour gennem udstillingen Intersections. Her blev vi ført gennem tre tematiske rum: The Everyday Gallery, hvor designets rolle i hverdagen blev udfoldet; The Solutions Lab, hvor der var fokus på fremtidens ansvarlige designløsninger; og The Rooftop, det sociale samlingspunkt, hvor fællesskab og formgivning smeltede sammen.

Chefdesigner Maria Bruun og ejer Thomas Graversen fortæller om tankerne bag deres designs, som skal favne det hele menneske og de forskellige sfære, vi bevæger os i. 

Udstillingen kredsede om balancen mellem tradition og innovation og stillede skarpt på, hvordan funktion og æstetik kan forenes i et fælles rum.

Finn Juhls anderledes udstilling
En af de udstillinger, der gjorde sig særligt bemærket, var The Quiet Power of Patina, som satte fokus på genbrug og tidens aftryk i design. Udstillingen viste originale Finn Juhl-møbler, lånt fra private hjem, restauranter og hoteller. Alle med tydelige spor af liv og brug.

En række af udstillingens møbler, som er lånt fra private brugere.

En række af de brugte møbler fra udstillingen "the quiet power of Patina", som man kunne opleve i House of Finn Juhl.  

Ridser, slid og falmede farver blev her fremhævet som kvaliteter, der fortæller historier om møblernes levetid og karakter. Et smukt og tankevækkende blik på værdien af patina i en tid, hvor meget design stadig jagter det perfekte og upåvirkede udtryk.

Festlig fusion mellem Kvadrat og Vitra
Der var lagt op til fest i Nordhavnen under 3daysofdesign, da Kvadrat Showroom åbnede dørene for deres nyeste Frequency Collection, en tekstilinstallation, der udforsker lys, farve, bevægelse og rytme som universelle fænomener. Der var DJ, mad og drinks i det store lokale, som var formet ved hjælp af Kvadrat Acoustics’ Waves-gardiner. 

Rundt omkring var der Vitra-møbler betrukket med Kvadrat-tekstiler, som de besøgende frit kunne benytte sig af.

Kvadrat blev etableret i Danmark i 1968 og har dybe rødder i Skandinaviens verdensberømte designtradition. Kvadrat producerer højtydende, designpolstrings- og gardintekstiler, tæpper og akustikløsninger til både kommercielt og boliginteriør. Produkterne afspejler deres tydelige engagement i farve, kvalitet, enkelhed og innovation. 

Ny møbelkollektion af dk3 og Anne Boysen
I Illums Bolighus blev der budt på bobler og kage, da designerne bag dk3 præsenterede deres nyeste kollektion af spiseborde. Bordene er skabt i samarbejde med den danske arkitekt og designer Anne Boysen, som blandt andet er kendt for sin intuitive og legende tilgang til design. Bordene fremstod nærmest som skulpturelle kunstværker med deres bløde rundinger og asymmetriske og organiske former.

Tangent Table Round. Oak oil_Baia chair_oak. DK3. 

Der var ikke gået på kompromis med hverken æstetik eller funktion. Designidéen til Tangent Table Round kom fra Anne Boysens ønske om at skabe et bord, hvor alle omkring bordet kan deltage i samværet på lige fod. I modsætning til traditionelle runde borde med udtræk, hvor man let kommer til at sidde langt fra hinanden, er Tangent Table Round skabt med nærhed og socialt samvær for øje.

Spisebordene var ikke blot smukke. De rummede også et næsten usynligt udtræk, som gør, at de kan tilpasses en hver situation. Et nærværende event, hvor både Anne Boysen og dk3 stod klar til at tage godt imod de besøgende og dele fortællingen bag samarbejdet. 

Årets program spændte bredt, men fælles for de fem nedslag var et tydeligt fokus på sanselighed, materialitet og menneskelig tilstedeværelse. 

Øverste foto. Rasmus Hjortshoj. Dac. Meet Me Here. 

Tilbage til blog

KØB ÅRSABONNEMENT