En kollektion af 21 nyfortolkede folkedragter, som afspejler forskellige egne af Danmark, er udstillet på Designmuseum Danmark. Designeren Nicholas Nybro står bag kreationerne, der rummer historier om identitet, diversitet, miljø, ånd og tilhørsforhold.
”Jeg vil tage dig med på en rejse rundt i landet og fortælle om de mennesker, jeg har mødt, og de processer, jeg har været igennem,” fortæller tøjdesigner Nicholas Nybro fra en skærm i en af udstillingens sale på Designmuseum Danmark. ’Stolt’ er Nicholas Nybros første solo-udstilling, og det er en fascinerende designfaglig tour de force, som designeren byder velkommen til.
Med 21 moderne bud på folkedragter, der tager afsæt i forskellige byer og egne rundt om i Danmark, er det både en hæsblæsende, sjov og tankevækkende oplevelse at træde ind i Nybros kreative univers. Han har skabt historiefortællende dragter, hvis former, farver og materialer afspejler de forskellige steders identitet og særpræg, som Nicholas Nybro har oplevet, udfolder sig fra Hirtshals til Amager.
Glitter, lego og festival
Igennem et par år har Nicholas Nybro rejst rundt i landet for at hente inspiration til sine kreationer. Han har undersøgt forskellige historiske folkedragter og dykket ned i den nutidige danske folkeånd og de lokales relation til deres hjemstavn. Efterfølgende har han genfortolket folkedragten som koncept og skabt sit bud på, hvordan folkedragter anno 2023 kan se ud.
STOLT, design af Nicholas Nybro, Billund. Foto: Thomas Cato
Billunds farverige dragt er inspirereret af Lego, Herning-dragten tager udgangspunkt i virksomheder og firmalogoer med reference til Aage Damgaards Angli skjorte og dragten til Roskilde tager afsæt i den årlige kæmpe musikfestival. Ud fra de syv temaer byen, livet, pausen, fællesskabet, industrien, festen og naturen leger Nybro med æstetik, køn, fordomme, funktion og håndværk i dragterne til de forskellige byer og egne. Her er også Strynø, Tisvilde, Christiana, Sønderborg, Randers, Aalborg, Vollsmose og mange flere steder repræsenteret.
STOLT, installationsfoto. Randers. Foto Designmuseum Danmark
Dragten til forstaden Valby er skabt både med et glimt i øjet og tøjet – og med eftertænksomhed. Det er en tracksuit i grønt og bordeaux glimmerstof med Valbys postnummer stående over brystet og med en kasket på toppen. Farverne har Nybro hentet fra de historiske folkedragter fra Valby, som blandt andet de såkaldte hønsekoner bar i 1700- og 1800-tallet, som en slags brandingsdragt, når de skulle sælge deres fjerkræ i København. Udover folkedragthistorien sætter Nybro også sin egen historie i spil. Han er nemlig opvokset i Valby på Vigerslev Allé. ”Nu vil jeg gerne begynde at owne mit ophav”, fortæller Nybro i udstillingen, og derfor står der ’STOLT’ på Valby-kasketten.
Indre og ydre projektion
Nicholas Nybro er en sublim historiefortæller, og det fungerer, når han bringer egne fortællinger og stedernes historie i spil i udstillingen. Iført leopardjakke og sort kasket møder man ham på en skærm ved hver af de 21 dragter, hvor han kort og indlevende fortæller om tankerne bag kreationerne. Det skaber rum for refleksion omkring beskuerens egen opfattelse og oplevelse af Danmark. Udstillingen er velkurateret og indrettet på en sådan måde, at filmene ikke forstyrrer hinanden.
Det er en levende udstilling med smæk på lyd og tempo, og det kan indimellem være svært at få det hele med, men man føler ikke, man går glip af noget. På bænke, der er opsat i udstillingen, kan man slå sig ned og fordybe sig i processen og historien bag dragterne i den bog, som er udgivet om udstillingens dragter, hvis man vil have det hele med.
At Nybro gerne vil fortælle og skabe dialog, fornemmer man også tydeligt i dragten fra Esbjerg. Det er en abstrakt dragt, som består af en billedkollage og lysprojektion. Først når man træder ind i de projekterede fotos af Esbjerg, bliver dragten til i udstillingen. I Esbjerg fornemmede Nybro, at kunsten ikke havde en så prominent rolle, og derfor har han valgt at skabe en slags kunstinstallation til den driftige erhvervsby Esbjerg.
Nicholas Nybro blev for alvor kendt med sit design af en rød kjole, som Ghita Nørby bar til Dronningens kulturbal i 2016 – og som skabte opsigt og megen medieomtale efterfølgende. Nybro er heller ikke bange for at mene noget. Det kan være, der er for meget beton, for få uddannelsessteder eller for få mænd i speedos i svømmehallen – det sidste som et spark imod homofobi. Samtidig uddeler han kram og øser ud af kærlighed til stedernes særpræg.
Fanø har fået en stor en oppustelig kærlighedserklæring. Sådan omtaler Nybro den selv, for han blev blæst bagover på øen både bogstaveligt talt af vinden og af øens idyl og charme. Dragten larmer og dundrer og får publikum til at flokkes hvert 10. minut, når den pustes op. I mørke grønne, blå og bordeaux nuancer forvandler dragten sig til en stor og vild ballon, som luften langsomt siver ud af. Det er en sjov måde at få et lokalt særpræg ind i en dragt, og sjov og eftertanke er der meget af i de 21 moderne folkedragter.
Udstillingen ’Stolt – en moderne fortælling om folkedragter’ kan opleves på Designmuseum Danmark frem til den 26. maj 2024.
Af Tine Bonde Christensen
Publiceret i magasinet arkitektur/design nr. 4, 2023.
Billedet øverst: STOLT, design af Nicholas Nybro, Højer. Foto: Thomas Cato