Højdepunkter fra 'Trends & Traditions Copenhagen'

Højdepunkter fra 'Trends & Traditions Copenhagen'

Lokomotivværkstedet i København var yderst velbesøgt torsdag den 7. maj, hvor bygningens smukke industrielle rammer husede en af årets største messer for arkitekt- og designbranchen: 'Trends & Traditions Copenhagen'. Sammen med de mange besøgende lod vi os opsluge af glæden ved smukt, bæredygtigt og dragende design. Vi har samlet et udpluk af dagens højdepunkter her...

Af Johanna Okkels og Marie Ørneborg Larsen

Fritz Hansen reparerer din møbelklassiker

Godt design er skabt til at holde i generationer – et mantra, der hos danske møbelproducent Fritz Hansen i årtier har været en kerneværdi. På messen ‘Trends & Traditions Copenhagen’ præsenterede brandet derfor et nyt tiltag, der skal bane vejen for en mere bæredygtig fremtid for designbranchen: konceptet ‘ReNew’ – et tiltag, der skal give din møbelklassiker en endnu længere levetid, eftersom Fritz Hansen tilbyder enten reparation eller fornyelse af dit møbel såvel som muligheden for at købe et, der er blevet renoveret. De tre initiativer skal fremme en mere cirkulær økonomi og understrege kvalitet og holdbarhed som ansvarlige forbrugervalg. (MØL)

Læs mere om konceptet ‘ReNew’ her: https://www.fritzhansen.com/da/about-us/renew

Repair, Pressefoto: Fritz Hansen

Arkitektoniske linjer og silhuetter fra Bauhaus-æraen

Et smukt dybrødt stel i stål leder uundgåeligt tankerne hen på Bauhaus-æraens funktionalistiske og industrielle formsprog, kombineret med skandinavisk minimalisme og rene arkitektoniske linjer – det danske brand Anno Studio har relanceret og nænsomt nyfortolket FM622-stolen, der oprindeligt blev designet af det danske arkitektfirma Friis og Moltke tilbage i 1970’erne. Den relancerede stol er produceret i genanvendt stål og formspændt egefiner og fås i nye, moderne farvetoner. (MØL)

Tjek stolen ud her: https://www.annostudio.dk/store-1/p/earth-sky-planter-4awkk-nazcb-earcz-z53gw-hy8zf

FM622-stolen udstilles på 'Trends & Traditions Copenhagen', Foto: Marie Ørneborg Larsen

Muligheder i mennesker og materialer

I Tråd med Verden tilbyder et meningsfuldt job og fællesskab til kvinder, der står uden for arbejdsmarkedet. På deres værksteder i Farum, Taastrup, Aarhus og på Nørrebro syes der alt fra gardiner til tøj og puder af indleverede restmaterialer. Den socialøkonomiske virksomhed gæstede 'Trends & Traditions' i messens reparationsområde, hvor symaskine og tekstiler stod klar som en smagsprøve på den ‘repair service’, de faciliterer hver onsdag på Nørrebro. I Tråd med Verden har eksisteret siden 2010 med ønsket om at forene håndarbejde, inklusion og fællesskab. (JO)

Læs mere om virksomheden her: https://www.itmv.dk/

I Tråd med Verdens messestand, Foto: Johanna Okkels

Når god akustik er både smuk og bæredygtig…

God akustik behøver hverken være lig med Troldtekt-lofter eller glatte gipsplader. Firmaet Grape viste på messen ‘Trends & Traditions Copenhagen’ et bredt og farverigt udvalg af akustikmaterialet 'Archisonic®Cotton', der er både smukt og bæredygtigt. Materialet er fremstillet af overskydende bomuldsfibre fra tekstilindustrien og indfarvet med naturlige jordpigmenter. Det er således 100 % biobaseret og kan dermed opløses i vand efter endt brug, så det kan genanvendes i samme produktionslinje som nyt materiale. (MØL)

Læs mere om ‘Archisonic®Cotton’ her: https://grapedesign.dk/en/impact-archisonic/cotton

Vareprøver af akustikmaterialet 'Archisonic®Cotton' i Grapes messestand, Foto: Marie Ørneborg Larsen

Gå i tænkeboksen

Blandt mange arbejdspladsdesigns var Framerys ‘kontorkapsler’ det mest iøjnefaldende. Produktet består af en lukket celle - nogle af dem ikke større end en telefonboks - hvori møder eller opkald kan klares i fred og fortrolighed. Med glasvægge, organiske linjer og dæmpede farver kunne en kapsel passe ind i selv det mest tjekkede kontorlandskab. Trods en ellers overbevisende æstetik og funktionalitet er der noget næsten foruroligende ved synet af de lydisolerede rum. ‘Welcome to the next era of the workplace’, står der på forsiden af Framerys hjemmeside, og jeg spekulerer på, om storrumskontoret efterhånden har spillet fallit, når der tydeligvis er behov for at kunne lukke en dør og gå i tænkeboksen. (JO)

Læs mere om Framerys kontokapsler her: https://framery.com/en/

Framerys kontokapsler udstillet på messen, Foto: Johanna Okkels

Miljøvenlig og kvalitetsorienteret taktilitet

Den britiske producent af bæredygtige tekstiler, Camira, viste på ‘Trends & Traditions’ sin nye kollektion 'Monochrome Sett ||' frem – et udvalg af 12 mønstrede tekstilvarer i uld og hør, der er velegnet til møbelpolstring og gardiner, og hvis udtryk kan bidrage med en taktil og blød atmosfære på arbejdspladsen såvel som i hjemmet. Kollektionens titel ‘Monochrome’ refererer til stoffernes afdæmpede farvepalette og de klassiske mini-mønstre, der sikrer et tidløst og holdbart design. (MØL)

Se hele kollektionen her: https://www.camirafabrics.com/en/contract/inspiration/monochrome-sett?srsltid=AfmBOorbUcYbiN7oQLQ_jFWIKszurQZaNqBR-UjX-C2iVMnrdQNMf2QZ

Stofprøver fra Camiras kollektion 'Monochrome Sett ||', Foto: Marie Ørneborg Larsen

Stofprøver i Camiras messestand, Foto: Marie Ørneborg Larsen

En lys idé 

Hvad kan man gøre med 5.000 farverige osteklokker? Sådan måtte Globen Lightings grundlægger Anders Hall spørge sig selv i 1972, da én af hans onkels kunder havde bestilt en ordentlig osteklokke-ordre, men gik fallit lige inden leveringen. Svaret blev: Lave lamper, og det er præcis, hvad virksomheden siden da har gjort. Med base i Göteborg leverer Globen Lighting svensk lampedesign i en sammensmeltning mellem det klassiske og det funky. Modellen Iris, som ses på billedet, er vinder af German Design Award 2026. (JO)

Læs mere om brandet Globen Lighting her: https://www.globenlighting.com/

Lamper designet af Globen Lighting udstillet på messen, Foto: Johanna Okkels

Billede øverst: Besøgende på 'Trends & Traditions Copenhagen', Foto: Marie Ørneborg Larsen

Tilbage til blog

KØB ÅRSABONNEMENT