Nanna Ditzel - Design til nye højder

Nanna Ditzel - Design til nye højder

Farverig og fængslende, aktiverende og indsigtsfuld. Udstillingen ‘Design til nye højder’ er ikke blot et rigt testamente af hvor tids måske største kvindelige designer, men også en sanselig og forførende fortælling indeholdende totalværker og indretninger i en eksplosion af farver og taktilitet.

Netop nu hyldes designer Nanna Ditzel med en imponerende udstilling på Trapholt, som en markering af 100-året for hendes fødsel. En fejring rig på velkendte design ikoner, smykkekunst, tekstildesign og totalinstallationer.


Nanna Ditzel, Bench for Two. Photo: Schnakenburg & Brahl.

En unik toneangivende kvinde
Nanna Ditzel betragtes af mange som en af de mest indflydelsesrige danske designere i det tyvende århundrede. Konstant udviklende og undersøgende skabte hun igennem sin mere end 60 år lange karriere mangfoldige og innovative designs, der udfordrede tidsånden, traditionerne og håndværket ved brug af det poetiske og kunstneriske. I modsætning til det mondæne og sparsommelige udtryk bragte hun i stedet et sanseligt fremtidssyn i spil med flydende narrativer, individualitet og nye tanker omkring senmoderne strukturer og sociale normer.

Hendes unikke karakter og toneangivende syn på livet formår udstillingen at indfange og videreformidle i kraft af hendes mangfoldig oeuvre og skabelsen af de universer og miljøer hun har skabt igennem tiden. En af udstillingens største styrker er dets evne til at indfange hendes vilde væsen, kreative og nytænkende ideologi og evne til at skabe relationer og kropslige oplevelser ved at gøre præcist det; skabe en holistisk oplevelsesrig udstilling for både krop og sind. 


Toadstool, Nanna Ditzel. Photo: Kenneth Stjernegaard.

Kroppen som centrum - fra smykkedesign til totalinstallationer
Udstillingen strækker sig over flere udstillingsrum og områder på museet inddelt i forskellige sektioner med hver sit fokus. Du oplever både en tidsrejse gennem de mange årtier Ditzel var aktiv, en smykkeudstilling, imiteret udeareal fuldt af luner, en Trinidad hyldest samt farverige og sanserige opholdsarrangementer. Gennemgående for hele udstillingen er dedikationen til kropsformidling og skabelsen af aktiverende og inkluderende områder. Ligesom Nanna Ditzel arbejde med og omkring kroppen samt vores menneskelighed og tilstedeværelse i verden, således gør udstillingen også; reproduktionen af Solgården fra 1962, skyggeeksperimenter, Eventyrrummet fra 1968 til Lyngby Børnebibliotek samt andre installationsmiljøer og trappelandskaber skabt til at blive indtaget af den besøgende.

Specielt skabelsen af totalværkerne og genskabelsen af miljøer blandt andet Gummicellen (1952) og Bjergplateauet (1962) fortæller en historie og formår at aktivere, inddrage og give en kropslig erfaring. At træde ind i hendes univers og få den fulde ægte oplevelse af hendes installationer gør hele forskellen.

Sprudlende farvepalette
Kender man blot lidt til Nanna Ditzels univers er man klar over, at hun absolut ikke var bange for farver. Tværtimod formåede hun at skabe legende miljøer harmonisk bundet sammen igennem farver. Dette faktum bliver formidlet til perfektion i udstillingen, der indeholder et væld af både designs og totalværker genskabt nøjagtigt og kurateret præcist som hun selv gjorde det oprindeligt. Hendes legende farvepalette inkluderer både mættede mørke nuancer, intense stærke kulører og bløde indbydende toner. Hendes imponerende sans for farvekombinationer og iscenesættelsen af dem i kombination med lamper og møbler viser hendes helt særlige talent.

Nanna Ditzel, Folding stool, Nanna Ditzel. Photo: Kenneth Stjerngaard.

Design til børn
Nanna Ditzel er anerkendt for sit arbejde med specielt møbler og design henvendt til voksne, men en stor del af hendes arbejde var også centreret omkring design til børn. Dette inkluderer både møbler såsom hendes børnestol, en køjeseng og hele Trisse serien. Også hendes exceptionelle evne til at skabe totalmiljøer er kommet den yngre generation til gode. Blandt andet ses hendes helt særlige øje og forståelse for børns væremåde og ageren i installationen Læselandskabet opført på Lyngby Børnebibliotek i 1968. Et trappeværk med puder, plads og mulighed for at læse bøger eller gemme sig i den hyggelige hule, eller Børneparkering et aktivitetslandskab fra 1963 designet til en legetøjsudstilling i Forum, hvor børnene havde mulighed for at bruge kroppen og fordrive tiden i aktivitet og leg. Alt dette tilgængeligt for børn i dag til at udforske, undersøge og helt simpelt lege.

For Nanna Ditzel var børn en stor del af hendes designverden. Ligeledes er børn en stor del af udstillingens tilsigtede publikum. Installationerne i sig selv lægger op til interaktion og til at blive brugt på samme måde som de i sin tid blev skabt til. Derudover er der lavet små oaser, hvor børn kan lege og slippe deres kreativitet løs ved at bygge med træklodser, lege med udklædningstøj og hatte samt udforske små gemmesteder og slappe af eller hoppe på bløde madrasser.


Nanna Ditzel, Archive bracelet for Georg Jensen. Photo: Georg Jensen.

Nanna Ditzel High Tea
I museets café Gustav Lind inddrages Nanna Ditzels væsen på ny og binder udstillingen perfekt sammen. Nyligt indrettet med Trinidad stolen står det majestætiske lyse rum frem og bliver en perfekt afslutning på hele oplevelsen. Som noget helt særligt kan du opleve Ditzel High Tea, et traditionelt britisk formiddagsmåltid inkluderende forskellige lette retter bestående af små sandwiches og tærter, kager og andre snacks serveret med te; endnu et eksempel på designerens væsen og person. Det var netop afternoon tea Nanna Ditzel ville servere for sine gæster. En tradition hun tog med sig efter at have boet i London i knap 20 år.

Der er ingen tvivl om, at Nanna Ditzel og hendes bemærkelsesværdige og markante designarv fortjener en udstilling som den Trapholt her leverer. Hyldesten er grundig, skarp og mangfoldig, informativ og saglig. Den tegner et helhedsbillede af en moderne og modig kvinde, som levede og åndede for design.

Udstillingen er skabt af kurator Sara Staunsager og kuratoriske assistent Kristian Roland og vil kunne opleves på Trapholt frem til 11. august 2024.

Af Johanna Nyborg Bendtsen.
Publiceret i magasinet arkitektur/design nr. 4, 2023.

Billedet øverst: Nanna Ditzel in Vilette Chair. Photo: Schnakenburg & Brahl

Tilbage til blog

KØB ÅRSABONNEMENT