Af Marie Ørneborg Larsen
06.02.2026
Hvad gør vores rammer ved os, når vi har det skidt? Kan de forværre vores tilstand eller tværtimod være med til at berolige, helbrede og hele os?
Det aktuelle installationsværk ‘Rest and Routine – Duet for Sanatorium and Modern Hospital’ i Nikolaj Kunsthal forholder sig til dette spørgsmål. Gennem en kunstnerisk linse stiller billedkunstner Cecilie Penney og arkitekt Lawrence Ebelle skarpt på sundhedsvæsenets arkitektur.
Den sprøde, frostklare luft smyger sig omkring klyngerne af fremmødte på en sneklædt Nikolaj Plads. Som holdt selve omgivelserne en kølig kunstpause, inden ferniseringen af årets første udstilling om lidt byder folk indenfor i de gamle kirkelige rammer, der i dag fungerer som moderne kunsthal.
‘Rest and Routine – Duet for Sanatorium and Modern Hospital’, lyder titlen på det aktuelle værk, der skal interagere med både publikums blikke og øregange.
Billedkunstner og komponist Cecilie Penney samt arkitekt og kurator Lawrence Ebelle præsenterer værket som en lydinstallation, der etablerer et møde mellem to modsatrettede arkitektoniske modeller for omsorg: Sanatoriet fra begyndelsen af det 20. århundrede og det nutidige supersygehus. Installationen og dens lydunivers skal ifølge de to skabere sætte fokus på, hvordan arkitekturen i sundhedsvæsenet former os. Med andre ord: Hvad betyder hospitalsrum for de personer, der arbejder såvel som behandles i rummene? Kan en mere omsorgsfuld arkitektur have positiv indflydelse på menneskers helingsproces?
Besøgende i interaktion med værket under ferniseringen 5. februar 2026. Foto: Marie Ørneborg Larsen
Den generiske hospitalsstue
Jeg bliver hensat til det, der minder mig om en steril og generisk hospitalsstue, idet jeg træder ind i værket. Lyse, pudsede vægge omgiver mig, mens jeg går på et blankt linoleumsgulv. Her er plantegninger over et moderne supersygehus fræset ned i underlaget. En understregelse og en fysisk tilstedeværelse af nutidens hospitalsarkitektur, jeg selv og de andre besøgende både bevæger os rundt i og hen over og dermed aktivt interagerer med.
Plantegning over et moderne supersygehus fræset ned i værkets linoleumsgulv. Foto: Marie Ørneborg Larsen
To ‘omsorgslogikker’ - Sanatoriet versus supersygehuset
Rummets visuelle udtryk flankeres af et lydtæppe, hvori to modstridende lydspor er i auditivt opgør. En operasanger giver stemme til et historisk sanatorium, der her repræsenterer en omsorgsfuld typologi inden for hospitalsarkitekturen. Et sted med tid til ophold, frisk luft og helingsprocesser. Som modpol til sanatoriets klassiske, smukke klang mikses nutidige feltoptagelser, maskinlyde og elektroniske kompositioner ind i lydbilledet. En lyd, hvis karakter symboliserer det moderne supersygehus og dets højteknologiske, rationelle og tidsoptimerende logik.
Der er etableret en grundlæggende diskussion mellem to ‘omsorgslogikker’ i hospitalsvæsenets historie. Datidens sanatorium versus nutidens supersygehus. Man tvinges som besøgende til at spørge sig selv, hvor hospitalsarkitekturen nu bør bevæge sig hen?
Besøgende i samtale foran værkets indgang ved ferniseringen 5. februar 2026. Foto: Marie Ørneborg Larsen.
Et fornyet fokus på omsorg og helende arkitektur
Værkets elektroniske lyde og sterile omgivelser bliver således billedet på individets fremmedgørelse over for den sundhedssektor og hospitalsarkitektur, der i sin natur er til for at pleje, helbrede og hele mennesket. Vi befinder os samtidig i en tid, hvor psykisk lidelse udgør en fjerdedel af sygdomsbyrden i Danmark, og hvor vi fortsat bliver ældre og ældre. Flere af os vil selvsagt komme i kontakt med sundhedsvæsenet i løbet af livet.
Portræt af billedkunstner og komponist Cecilie Penney, der er en af skaberne bag værket. Foto: Nikolaj Kunsthal
Mens jeg funderer over denne prognose, støder jeg tilfældigt på kunstneren bag værket, Cecilie Penney, der også er mødt op til dagens fernisering. Jeg spørger hende, hvad der i første omgang fik hende til at skabe et værk om netop sundhedssektorens arkitektur?: “Jeg har selv været i kontakt med psykiatrien og har mange venner, der også har. Vi har ofte mærket en manglende omsorg. Det vil jeg gerne belyse”, svarer hun uden lang betænkningstid. Jeg nikker, mens jeg tænker, at værket netop er en aktuel indikator på, at det synes relevant at kigge på den arkitektur, der udgør vores rammer, når vi har det skidt. ‘Helende arkitektur’. Et tema, vi i magasinet design/arkitektur derfor undersøger i årets andet nummer.
Værket ‘Rest and Routine – Duet for Sanatorium and Modern Hospital’ kan opleves i Nikolaj Kunsthal fra i dag, 6. februar, og frem til 6. april 2026.