TEMA ‘Transformation’: Transformation i Barcelona

TEMA ‘Transformation’: Transformation i Barcelona

Billedserie og beskrivelse af transformationsprojekter i Barcelona.

Af Line Vestergaard Cramer.

25.04.2025.


Barcelona er kendt for meget. Du kender måske til byens fodboldhold, FC Barcelona? Eller den lokale, mousserende vin, Cava? Eller måske har du hørt om byens store, hvide sandstrande? Eller har du måske været forbi det berømte Picasso-museum? Barcelona er i sandhed en by med en lang kulturel historie og en stærk lokal identitet – særligt gennem den rige, catalanske kultur.

Rent arkitektonisk kan man ikke sige "Barcelona" uden også at nævne den verdensberømte, catalanske arkitekt Antoni Gaudí. Gaudí har tegnet berømte bygningsværker såsom La Sagrada Família, Park Güell, Casa Batlló og La Pedrera i Barcelona. Gaudís tilgang til arkitektur er på alle måder eksperimenterende og anderledes, og hans bygningsværker danner grundlag for en stor del af turismen i Barcelona.

Men Barcelona indeholder faktisk også meget andet spændende arkitektur, og vi har derfor sammensat en billedserie af tre forskelligartede transformationsprojekter i Barcelona. Projekterne er forskellige i både udgangspunkt, tilgang, typologi og resultater – men de har det til fælles, at de alle er yderst vellykkede i deres transformation.

Oliva Artés Museum - BAAS Architects

Museet Olivia Artés ligger i området El Poblenou, som i mange år var et stort industriområde. I dag er det blevet omdannet til Poblenou Parc Central – et parkområde med udearealer samt både nye og transformerede bygningsværker. Museumsbygningen er en ældre industribygning fra 1920, der plejede at producere og reparere maskiner. Bygningen skulle egentlig rives ned i 2008, men gennem beboernes engagement blev nedrivningen stoppet. Transformationen skete derfor gennem et konkurrenceprojekt, som tegnestuen BAAS Architects vandt.

I transformationen har man fokuseret på vedligeholdelse af så meget af den gamle bygning som overhovedet muligt. Slid og brug af bygningen ses stadig tydeligt i de ældre dele af den transformerede bygning, og elementer såsom graffiti er også bevaret. Alle nye tilføjelser – som er minimale i udgangspunktet – er tydelige i form af materialevalg, der er distinkt anderledes end bygningens originale materialitet. Man har primært tilføjet et gyldent metal, som på én og samme gang passer enormt flot med bygningens andre materialer, men samtidig er tydeligt anderledes end det originale – et meget smukt og virksomt greb. Der er også tilføjet en ny, smuk vindeltrappe, der binder over- og underetagen sammen, samt en ny, overdækket veranda, der løber langs hele hovedfacadens længde – begge i det gyldne metal. Bygningen er virkelig et besøg værd.


Olivia Artés Museum. Foto: Mathilde Wolters.


Olivia Artés Museum. Foto: Mathilde Wolters.


Olivia Artés Museum. Foto: Mathilde Wolters. 


Olivia Artés Museum. Foto: Mathilde Wolters. 

Sala Beckett -  Flores & Prats Architects

I området El Poblenou finder vi også teatret ‘Sala Beckett’. Bygningen er oprindeligt opført i 1924 som et arbejderkooperativ, men det kan med sikkerhed siges, at bygningen har gennemgået meget siden da. Den blev første gang ombygget i 1954, hvorefter den stod forladt fra 1980, indtil den blev besat af et selvstyret fællesskab fra år 2000. Hver etape af bygningens liv har sat sine tydelige spor, og disse spor har man valgt at bevare i transformationen.

Transformationen er lavet af Flores & Prats Architects, der har fokuseret på renovation af de allerede eksisterende elementer i bygningen. Man finder derfor, i sin vandren rundt i og omkring bygningen, masser af tegn på brug samt forskellige tidsbestemte og stilistiske renoveringer. Det eneste større indgreb er åbningen af et vertikalt atrium ved siden af adgangsområderne, som tilføjer meget mere lys, hvilket den nye anvendelse af bygningen kræver. Det er en smuk og patineret bygning, som oser af charme og liv. Man kan både besøge teatret og se en af deres forestillinger eller nøjes med at lægge et besøg hos teatrets café.


Sala Beckett. Foto: Mathilde Wolters.


Sala Beckett. Foto: Mathilde Wolters.


Sala Beckett. Foto: Mathilde Wolters.

CRAI UPF Biblioteca de la Ciudadela - Clotet, Paricio & Associats

Biblioteket ‘CRAI de la Ciutadella’ er et ud af fire tilhørende biblioteker til universitetet ‘Universitat Pompeu Fabra’. Bygningen ligger lige over for den kendte park ‘Parc de la Ciutadella’ i den gamle bydel ‘Ciutat Vella’. Den er egentlig opført som et vandreservoir for parken i 1874, men har dog sidenhen, grundet sin solide opbygning, ageret både pavillon ved verdensudstillingen i 1888, hospital, lager, filmstudie og endda rasteplads for trækfugle.

Bygningen blev transformeret til det bibliotek, det er i dag, af tegnestuen ‘Clotet, Paricio & Associats’, som er skabt af de to spanske arkitekter Ignacio Paricio og Lluís Clotet. Her fjernede man alle indvendige opdelinger og lod kun den originale stensøjlestruktur stå. Man åbnede også op for fem ovenlys i centrum af taget for at tillade mere naturligt lys – og det skaber i sandhed det fineste lysspil i bygningen. Efterfølgende har man tilføjet to raffinerede præfabrikerede betonelementer og nogle uafbrudte mezzaniner tre meter over rummets gulv. Dette skaber en ny opdeling i den ellers enorme rumlighed og tilføjer dermed flere muligheder for ophold, når man læser eller opholder sig i biblioteket. Alle de nytilføjede elementer kan nemt fjernes igen – med undtagelse af de nye vinduesåbninger i loftet – og man har i forbindelse med transformationen ikke rørt ved den originale struktur.

Det kan være svært at finde indgangen til biblioteket. Man skal først over på den anden side af en vej, og derefter ind gennem en helt anden bygning tilhørende universitetet, for så langsomt at kunne finde den underjordiske tunnel – ja, du læste rigtigt, en underjordisk tunnel – der leder én op og ind i biblioteket. Men biblioteket er i sandhed søgen værd, da dets rum skaber en majestætisk og virkelig rørende ramme for læsning – og man er i sandhed en heldig studerende, hvis man har mulighed for at benytte dette bibliotek til sine studier.


CRAI UPF Biblioteca de la Ciudadela. Foto: Mathilde Wolters.


CRAI UPF Biblioteca de la Ciudadela. Foto: Mathilde Wolters.


CRAI UPF Biblioteca de la Ciudadela. Foto: Mathilde Wolters.


CRAI UPF Biblioteca de la Ciudadela. Foto: Mathilde Wolters.

Dette er blot tre ud af mange smukke transformationsprojekter i Barcelona – så det er bare om at gå på opdagelse i en by, der bugner af kultur og arkitektur.


Billede øverst: Olivia Artés Museum. Foto: Mathilde Wolters. 

Kilder:
https://arquitecturaviva.com/obras/sala-beckett

https://www.arquitecturacatalana.cat/en/works/biblioteca-de-la-upf-al-diposit-de-les-aigues-del-parc-de-la-ciutadella

https://www.upf.edu/web/biblioteca-informatica/ciutadella

https://www.archdaily.com/956553/museo-oliva-artes-baas-arquitectura

Tilbage til blog

KØB ÅRSABONNEMENT