TEMA ‘Transformation’: Transformation i bedste sendetid

TEMA ‘Transformation’: Transformation i bedste sendetid

Danske boligprogrammer om renovering er populære. Det tyder på, at danskerne forstår værdien i at transformere gamle bygninger. 

Af Line Vestergaard Cramer.

07.03.2025.

Transformation i boligprogrammer

Vi har snakket om det længe, og transformation af gamle bygninger er efterhånden blevet byggebranchens nye sort. Der er begyndende enighed om, at hvis vi skal passe på vores planet, er vi nødt til at bruge den bygningsmasse, vi allerede har – og ikke hele tiden bygge nye store og forurenende bygninger. 

Tendensen ses ikke alene hos tegnestuerne og byggefirmaerne. Faktisk ser vi den også et helt andet sted. Nemlig i fjernsynet. 

Boligprogrammer er som koncept ikke nyt på de danske tv-kanaler og streamingtjenester. De har længe været populære blandt danskerne, og programmer som 'Beliggenhed, Beliggenhed, Beliggenhed’ og ‘Hammerslag’ er blandt de mest sete. 

Men de seneste år er en ny gren af boligprogrammer vokset  frem. Nemlig programmer om renovation af gamle huse – og de er efterhånden talrige. 

Blandt de store spillere har vi DR's ‘Røverkøb i provinsen', TV2's ‘Linde på Langeland’ og TV3’s ‘Boligkøb i blinde’. Programmerne har flere sæsoner bag sig og efterhånden mange seertal. 

Programmerne viser alle hvordan almindelige danskere – eller i et af tilfældene en kendt dansk TV-vært – drømmer om at istandsætte gamle boliger, og give dem et nyt liv. Deltagerne har ofte en stor kærlighed til renovering og forståelse for de kvaliteter, der kan findes i gamle huse med forskellige udtryk og fra forskellige tidsaldre. Kvaliteter arkitekter kender til, og ofte ønsker at fremmane eller genskabe, når de bygger og transformerer. Her taler man om boliger med ‘sjæl og patina’ – udtryk danskerne elsker. 

I programmerne indgår der altid en eller anden form for ekspert, der hjælper de drømmende danskere på vej i deres boligrejse. De enten køber for, renoverer for eller vejleder deltagerne, og sørger for at vi som seer altid opnår den ønskede forløsning ved før og efter sekvensen i programmet. Alt er i den skønneste orden, og vi elsker at se hvordan et så gammelt hus, kan blive så smukt – og samtidigt bevare sin sjæl!

En igangværende renovering. Foto: Mathilde Wolters.

Nybyg eller renovering?

Men hvad er problemet så? Det lyder jo fantastisk – og bæredygtigt – at danskerne forstår værdien ved gamle boliger i stedet for nybyg.

Jo, faktisk er det ikke så simpelt. Og der er flere årsager, end man lige skulle tro, der gør en renovering vanskelig. Vi river gennemsnitligt 1200 enfamilieshuse ned om året i Danmark – i nogen grad for at blive erstattet af nye huse – så huse burde der være nok af. 

Den første problematik, man kan møde i forbindelse med et renoveringsprojekt, er lån.

Hvis man vil låne penge til en bolig, er det ikke altid så nemt at låne penge til et renovationsprojekt. Det kan tværtimod være mere simpelt at få gennemført et lån til nybyg, da der her er tale om et mere standardiseret og ligetil projekt. Det er, fordi det er nemmere for banken at vurdere værdien af nybyg ud fra markedspriser og byggebudget. Samtidig er det også ofte muligt at få en byggekredit, som konverteres til et realkreditlån efter færdiggørelsen af det nybyggede hus.

Når man skal låne til renovering, skal man lave et byggebudget, som helt ned i mindste detalje redegør for, hvad man forventer at bruge penge på i forbindelse med renoveringen. Huset skal vurderes både før og efter renoveringen, så der sikres den ønskede stigning i værdi i forbindelse med lånet. Det er en meget omfangsrig proces med mange trin og uforudsete udgifter. Dette gør renovationsprojekter mindre tilgængelige og mere omfattende for den almene dansker, der f.eks. ikke har en baggrund inden for arkitektur eller håndværk. Så selvom bankerne er villige til begge dele, kræver et renoveringsprojekt mere solid dokumentation.

Parcelhuset gennem tiden

Der er også en historisk baggrund, der har gjort nybyg let tilgængeligt.

De første parcelhuse blev bygget i slutningen af 1800-tallet – forinden parcelhusene har vi primært boet på gårde eller i lejligheder – og de vandt virkelig fremgang i løbet af 1900-tallet. Tilbage i slutningen af 30’erne til slutningen af 50’erne gav staten nemlig store børnefamilier mulighed for at optage statslån til at bygge sunde enfamiliesboliger. Der var strenge krav til byggeprojekterne – herunder blandt andet størrelsen på huset. Det gjorde, at de nybyggede parcelhuse blev en mere almindelig boform for den danske familie.

Der blev efterfølgende i løbet af 60’erne og 70’erne bygget enorme mængder parcelhuse. Både fordi der fra statens side var skattefordele, men også fordi det var blevet en god investering at være husejer. Enfamilieshuse var nu noget af det mest normale, man kunne bo i, og man kan faktisk også argumentere for, at skattelovgivningen og bygningsreglementet i dag stadig understøtter nybyggeri.


Parcelhus fra slut 90’erne. Foto: Line Vestergaard Cramer. 

Den danske bolig i dag

Når du som almindelig dansker skal vælge imellem renovering eller nybyg, bliver din beslutning altså ikke alene præget af dine egne ønsker, men også af strukturelle tendenser i byggeriet i det danske samfund samt de tilgængelige muligheder.

Så lad os afslutningsvis gå tilbage til boligprogrammerne. De kan de give et praj om, at tanker om genbrug, renovering og transformation ikke er fremmede for den danske befolkning. For vi ser det i fjernsynet, og vi ved, at det er en mulighed. Det er tanker, der optager danskerne, så nu er spørgsmålet, om lovgivning i forhold til skat, bygningsreglement, udbud af lån etc. kan følge med så nogle af de 1200 boliger, der rives ned om året, måske igen kan blive hjem, der huser danske familier.

 

Billede øverst: Parcelhuskvarter. Foto: Line Vestergaard Cramer.

Kilder:

TV2, DR1 og TV3

https://www.bolius.dk/statslaanshuset-arkitektur-og-kendetegn-18829

https://dac.dk/viden/artikler/parcelhus/

https://www.nielsen.com/data-center/top-ten-denmark/

https://realdania.dk/publikationer/faglige-publikationer/cirkulaert--byggeri-fra-tanke-til--politisk-handling-resume 

https://vbn.aau.dk/ws/portalfiles/portal/519705035/Nedrivning_af_enfamiliehuse_Omfang_og_rsager.pdf

https://www.bolius.dk/finansiering-af-byggeprojekter-17795

Tilbage til blog

KØB ÅRSABONNEMENT