Værker, der emmer af liv

Værker, der emmer af liv

En snak med kunstner Nikoline Liv om det kreative arbejde og hendes udstilling på Designmuseum Danmark.

Af Lærke Kopp Hansen

På Statens Værksteder for Kunst på Christianshavn står silkebaner, broderier og plast dækket af gamle farvespor omkring kunstner Nikoline Liv Andersen. 1. maj åbner hendes udstilling ‘Det evige Smil’ på Designmuseum Danmark og vi besøger hende i værkstedet nogle måneder før, mens der stadig er noget, der tørrer, noget der skal hænge frit, og noget der endnu ikke er faldet helt på plads.

Først kommer prøverne
Det ligner først bare et bord med plastik på. Så begynder Nikoline Liv Andersen at fortælle om det. Hun kalder det sit magiske bord. Hver gang hun farver et stykke stof, bliver der rester af farve tilbage i plasten. Næste gang smitter det af. Så igen. Og igen. På et tidspunkt blev det for voldsomt, fortæller hun. Hun skiftede plastikken ud, lod den gamle ligge, tog den siden med til Statens Værksteder, og dér begyndte den at arbejde igen.

“Efter et stykke tid så skete der magi,” siger hun. Farven vandrer langsomt, samler sig i ringe og laver mønstre, hun ikke helt kan styre. Selv sammenligner hun bordet med en surdej.

Det er et præcist billede på hendes måde at arbejde på. Hun går ikke ind i et projekt med alt lukket og afgjort på forhånd.

“Det starter med, at jeg gerne vil fortælle en historie. Og så tegner jeg en del og laver prøver. Og så udvikler det sig langsomt.” Idéerne kommer hurtigt, fortæller hun, men selve det at føre dem ud i livet, tager tid.


Nikoline Liv Andersen, detalje fra studiet. Foto: Lærke Kopp Hansen. 

Fra modehus til egne historier
Nikoline Liv Andersen er uddannet beklædningsdesigner, men hun beskriver sig selv som en, der altid har arbejdet i et grænseland mellem design og kunst. Hun fortæller blandt andet, at hun i 2015 lavede scenetøj til Björk og senere blev ansat hos modehuset Fendi under Karl Lagerfeld. Her arbejdede hun som couturedesigner for det italienske modehus fra 2015 til 2020. Efter de år fik hun, som hun siger, brug for “at fortælle mine egne historier igen. Og dykke ned i tekstilet som den primære udtryksform.”

Det mærkes i værkstedet. Her er ikke meget, der peger mod modehusets finish, men der er stadig den samme nøjagtighed og stædighed. Hun går op i, at ting er lavet ordentligt. Samtidig fortæller hun, at hun aldrig egentlig har lært at brodere eller væve efter bogen. Det har hun fundet frem til undervejs. Det giver hendes værker en blanding af præcision og frihed, som passer godt til det, hun laver nu.


Nikoline Liv Andersen, detalje fra studiet. Foto: Lærke Kopp Hansen. 

En udstilling, der ikke skal lukkes helt
I maj åbnede ‘Det evige Smil (The eternal Smile)’ på Designmuseum Danmark, hvor den vises fra 1. maj til 27. september 2026. Museet beskriver udstillingen som et sfærisk landskab af broderede og malede tekstiler, der går i dialog med genstande fra samlingen og kredser om livets faser, fra forelskelse og frugtbarhed til forgængelighed og forfald.

Nikoline Liv siger, at udstillingen er en historie om “en livsvandring”, med glimt af forelskelse, foster, blomster, moderskab, alderdom og død. Ikke som en pæn, kronologisk fortælling, men som noget, der skal blande sig. Noget, man bevæger sig igennem. Det hænger også sammen med, hvordan værkerne skal vises. Denne gang vil hun ikke ramme dem ind, sådan som hun ofte har gjort før. De skal hænge frit fra loftet, være uindrammede og få lov at bevæge sig lidt, når man går forbi.

Det er en vigtig nøgle til udstillingen. Noget må gerne stå åbent, være undervejs, pege videre. Det passer godt til et projekt, der har været mere end to år undervejs. Også titlen kom sent. ‘Det evige Smil’ er den danske titel på Pär Lagerkvists roman, som var hendes fars yndlingsbog. Da han mistede synet, indtalte hun den til ham, så han stadig kunne høre den. Nikolines far døde sidste år, og Nikoline gav udstillingen titlen ‘Det evige Smil’ til ære for sin far og Lagerkvists værk. Designmuseum Danmark oplyser også, at titlen bruges med tilladelse fra familien Lagerkvist.


Nikoline Liv Andersen, detalje fra studiet. Foto: Lærke Kopp Hansen. 

320 meter silke og fire måneders broderi
Når Nikoline Liv Andersen fortæller om arbejdet, bliver det hurtigt meget konkret. Hun begyndte med at farve 220 meter silke og derefter 100 meter mere. De lange baner skal hænge fra loftet i museet, mens andre stykker indgår i værkerne. Hun taler om farvningen som noget med et andet temperament end broderiet. Der er mere frihed i det, mere bevægelse. Broderiet er langsomt.

“Det kræver dyb koncentration for mig. Jeg skal virkelig have tålmodighed. Fordi et værk kan tage fire måneder at lave.”

Det er ikke svært at forestille sig den forskel, når man står i værkstedet. Farven kan brede sig, samle sig, tørre langsomt ind og overraske. Broderiet må derimod bæres igennem sting for sting. Måske er det derfor, hendes værker får den særlige spænding mellem noget stramt og noget mere flydende. Hun vil begge dele, det gennemarbejdede og det mere skitseagtige. Ikke fordi det ene ophæver det andet, men fordi livet heller ikke gør det. Det ændrer sig hele tiden, siger hun. Derfor må værkerne også gerne være i bevægelse.


Nikoline Liv Andersen i værkstedet. Foto: Lærke Kopp Hansen. 

Det hårde arbejde følger med hjem
Nikoline Liv Andersen taler lige ud om arbejdet. Ikke for at gøre sig interessant, men fordi det er sådan, det er.

“Det er virkelig et privilegie at have en passion. Men det er også pissehårdt.” Hun cykler hjem med broderirammen over skulderen og tegnerøret på ryggen. Hun har det med i sofaen om aftenen. Hun har det med, når hun skal noget. Et tidligere broderi tog tre måneder non-stop og kom med på sommerferie i Sverige, hvor hendes mand byggede et stativ af en sækkevogn og nogle sten, så hun kunne stå ude i haven og brodere og følge solen.

I værkstedet ser man ikke bare, hvordan en udstilling bliver til. Man ser, hvad det kræver at holde fast i en praksis, hvor stoffet, tiden og kroppen hele tiden er med. Når publikum går ind i ‘Det evige Smil’ på Designmuseum Danmark, møder de et samlet rum. I værkstedet kan man stadig se alle de mindre beslutninger, det er bygget af: prøverne, farverne, de rå kanter, tålmodigheden. Og et bord, der stadig står og arbejder lidt for sig selv.

‘Det evige Smil (The eternal Smile)’ på Designmuseum Danmark 1. maj til 27. september 2026

Publiceret i arkitektur/design nr. 2, 2026.
Billedet øverst: Nikoline Liv Andersen i værkstedet. Foto: Lærke Kopp Hansen. 

Tilbage til blog

KØB ÅRSABONNEMENT